Mette Nørlem
Jurist og ansættelsesretlig ekspertNye barselsregler, nye tider og nye muligheder
Den nye orlovsmodel for barsel er nu endeligt vedtaget, og forældre til børn født den 2. august eller senere vil være omfattet af de nye regler. Da loven sikrer fuld ligestilling mellem forældrene, er der for virksomhederne, især de mindre og dem med mange mandlige medarbejdere, varslet nye tider og nye vaner - men også nye muligheder.
Udsigten til at skulle undvære den nybagte far i op til ni uger yderligere ud over de to uger i umiddelbar forlængelse af fødslen kan måske nok give anledning til panderynker hos de fleste afdelingschefer, virksomhedsejere og vagtplanlæggere. Men faktisk er der mere grund til at grine end at græde - for i sidste ende kan virksomheden drage store fordele af, at medarbejderne er på orlov.
Send far på barsel og få helt nye kompetencer retur
Uanset hvor svært det måtte være at få løst konkrete opgaver og i det hele taget få dagligdagen til at hænge sammen - ja, så vil der i langt de fleste tilfælde ende med at være flere fordele end ulemper forbundet med at sende medarbejdere, mandlige såvel som kvindelige, på længerevarende barsel.
Allerede inden den kommende far går på barsel, vil du formentlig opleve en medarbejder, der glæder sig til tid og oplevelser med den nyfødte. Og som bekendt - ja, så er en glad medarbejder også en motiveret og effektiv medarbejder. Alt sammen til glæde for dig.
Og ikke nok med det. Når medarbejderen efter endt orlov vender tilbage til arbejdspladsen, venter der en endnu større gevinst. Barselsorloven er nemlig intet mindre end et kursus i udvikling af personlige kompetencer, som enhver arbejdsgiver vil sætte pris på. Jeg nævner i flæng: kreativitet, omstillingsparathed og tålmodighed, evnen til planlægning og til at finde løsninger, viljen til at tilsidesætte egne behov, at improvisere og prioritere – ud over en pæn rutine i at håndtere en stresset situation. Og så er listen ikke engang udtømmende.
Sidst, men bestemt ikke mindst kan du med fordel bruge din positive holdning til barsel i din employer branding. Lad omverdenen vide, at du med både glæde og sindsro sender dine medarbejdere på orlov – og du vil opleve, at det bliver nemmere både at rekruttere og fastholde medarbejdere.
Udnyt ressourcerne optimalt
En moderne og positiv indstilling til barselsorlov løser naturligvis ikke de konkrete problemer med håndteringen af længerevarende fravær.
Her handler det om at udnytte ressourcerne optimalt. Forbered dig på fraværet ved at sikre, at ikke kun én, men flere medarbejdere er i stand til at løse en given opgave. Undersøg i god tid, om det giver mening, at en opgave, der tidligere har været løst af en enkelt, fordeles på flere hænder - og om disse hænder allerede findes i virksomheden eller skal hentes udefra. Jo mere specialiseret en opgave er, jo sværere vil det formentlig være at rekruttere ny arbejdskraft til løsning af opgaven.
Hvis du med andre ord sørger for at få overblik over opgavernes art og størrelse, hvem der kan løse de enkelte opgaver, og hvor mange timers arbejdskraft, der er til rådighed - ja, så behøver fraværet af den nybagte far ikke udgøre et problem. Og husk på, at den medarbejder, der skal overtage sin fraværende kollegas opgaver, ikke kun løser virksomhedens problem, men også tilegner sig nye kompetencer. En vaskeægte win-win!
Emner:
Relaterede artikler
Fremtidens medarbejdere: Hvad skal du som arbejdsgiver forvente?
De fleste arbejdsgivere har allerede opdaget, at mange medarbejdere i dag stiller nye krav til arbejdspladsen og har en anden opfattelse af, hvad arbejdet skal fylde i livet. Men fortsætter disse tendenser mon, og hvad skal vi forvente af fremtidens medarbejdere? Nu er det jo som bekendt svært at sp…
Mette Nørlem
Jurist og ansættelsesretlig ekspertSådan får du en glad medarbejder retur fra barsel
Selvom vedtagelsen af den nye barselslov sikrer, at begge forældre har ret til lige barsel, er der stadig ulighed i økonomien, hvad angår barsel. Uligheden afhænger dog ikke af køn, men af ansættelsesvilkår.
Anne Mette Carlsen
Marketing Assistent'Nej, der er ingen fremtid i at sælge software'
Så enkel lød beskeden til Lessors grundlægger William Fich, da han i starten af 1970'erne bad sin daværende arbejdsgiver om tilladelse til at udvikle en standardlønløsning til afvikling på kundernes egne maskiner - såmænd på baggrund af forespørgsler fra Det Østasiatiske Kompagni og A.P. Møller - Ma…