20 aug 2023

Mette Nørlem

Jurist og ansættelsesretlig ekspert

Fremtidens medarbejdere: Hvad skal du som arbejdsgiver forvente?

De fleste arbejdsgivere har allerede opdaget, at mange medarbejdere i dag stiller nye krav til arbejdspladsen og har en anden opfattelse af, hvad arbejdet skal fylde i livet. Men fortsætter disse tendenser mon, og hvad skal vi forvente af fremtidens medarbejdere? Nu er det jo som bekendt svært at spå om fremtiden, men jeg vil alligevel forsøge at give et bud på nogle af de tendenser, som du som arbejdsgiver nok kommer til at skulle forholde dig til.

Work-life-balance har vi talt om i mange år, og de fleste af os forstår det sådan, at arbejdet skal give plads til, at man kan nå at hente børn og håndtere andre nødvendige opgaver på den private front. Men for fremtidens medarbejdere betyder work-life-balance noget helt andet.

Det betyder nemlig også, at arbejdet ikke længere har førsteprioritet. Med andre ord kan arbejdsgivere i stigende grad forvente, at medarbejdere siger nej til at blive længere, med den begrundelse at de skal på café med veninderne. De forventer at kunne møde senere, fordi de skal til foredrag på en uddannelsesinstitution, og de regner med, at arbejdsgiver forstår, at de ikke kan tage en fuld vagt, hvis dagen forinden var stresset.

Team-hunt i stedet for head-hunt

Fremtidens medarbejdere er på alle måder vant til at være en del af fællesskaber. Lige fra børnehaven til teamarbejde i skolen over mange fysiske eller digitale fællesskaber har de unge været vant til at indgå i relationer og samarbejde- og de kender værdien af samarbejde. Derfor kan mange unge sagtens vælge en arbejdsplads til eller fra på grund af dem, de skal arbejde sammen med. Så måske skal vi i fremtiden lade medarbejderne vælge det team, de gerne vil arbejde i, og ansætte dem som et team i stedet for at forsøge at ansætte dem som individer. Forestil dig den cafe, der havde en række teams ansat, som de lod have de samme vagter, fordi de arbejdede godt sammen og gerne ville hinanden.

At blive set og hørt

En gang var det sådan i familien, at det, far sagde, var lov, og når han havde sagt noget, så blev det sådan. Sådan er det i de færreste familier i dag. Selv om forældrene selvfølgelig i sidste ende har ansvaret og træffer de endelige beslutninger, er langt de fleste familier sådan indrettet i dag, at alle – helt fra barnsben – involveres i alle beslutninger, som for eksempel hvor ferien går hen, om familien skal have hund, hvad der serveres til aftensmad og så videre. Ud over at unge derfor i dag er vant til at være en del af en demokratisk proces, ligger der også deri retten til at argumentere for egen sag, og far og mor ender nemt med at tabe, hvis de ikke har gode grunde for deres argumenter.

Denne ret til argumentation, kravet om at blive hørt, forventningen om at få en velbegrundet forklaring tages bestemt også med på arbejdspladsen, og mange ledere har nok allerede opdaget, at det i dag ikke giver ret megen respekt, hvis argumentet i en konkret afgørelse bare er 'fordi jeg siger det'.

'Medarbejderorienteret'

For fremtidens medarbejdere bliver det en selvfølgelig, at jobbet er fleksibelt hvad angår mødetider, timernes fordeling, og på hvilken tid af døgnet der arbejdes. Måske tænker du nu, at alt det kan lade sig gøre på et kontor, men hvad med en butik, en fabrik eller en restaurant. Og her har du selvfølgelig ret. Vi må sikre os, at der er ansatte på rette tid og sted. Men kan man så ikke have fleksibilitet de steder?

Et alternativ til den fastlagte arbejdsplan kunne være, at man lagde alle ledige vagter ud, og herefter lod medarbejderne selv booke sig ind på de vagter, de ville have. Mange tror måske, at det betyder, at nogle (læs: de dårligste) vagter aldrig bliver besat. Mit indtryk er dog, at ALLE vagter er interessante for NOGLE.

Og apropos det med at vælge vagter selv, så ser vi også, at det er en begyndende tendens, at man ikke kun hurtigt kan få en vagt, men også kort tid derefter kan sætte den indtjente løn til udbetaling. For hvorfor skal jeg egentligt vente til sidste dag i måneden, når jeg har tjent pengene i går?

Remote-arbejde

Når vi i dag snakker om øget fleksibilitet i jobbet, så tænker mange også på hjemmearbejde. Men der er altid en række mennesker, der påpeger: 'Jeg er i butik. Der kan vi ikke arbejde hjemme', eller 'jeg er sygeplejerske, så derfor skal jeg være på hospitalet'. Alt dette er jo helt rigtigt lige nu, men tager vi de endnu større 'fremtidsbriller' på, så vil det også ændre sig i fremtiden.

På sigt kan vi ved hjælp af teknologi forvente, at tøjbutikken er online, og at jeg derfor som medarbejder sidder hjemme og rådgiver kunderne online om deres tøjkøb eller hjælper dem ind i det virtuelle prøverum. Måske sidder jeg også hjemme og tager imod ordrer fra kunderne og rådgiver dem om valg af menu i den robotstyrede restaurant. Eller jeg er  sygeplejerske, der giver gode råd over computeren eller doserer medicin til de enkelte patienter online.  

Hvad vil disse tendenser betyde for din virksomhed?

Emner:

HR Vagtplanlægning

Relaterede artikler